12.01.2022Møde & Event News

Legolands hoteller får Green Key-certifikat

Legoland Billunds tre overnatningssteder er blevet Green Key-certificerede.

Efter en langsigtet og målrettet indsats kan Legoland Billund glæde sig over, at alle parkens tre hoteller Hotel Legoland, Legoland Holiday Village og Legoland Castle Hotel får tildelt turismens mest udbredte miljømærke, Green Key.

Green Key-certificeringen giver de tre overnatningssteder mulighed for at kunne dokumentere et langvarigt og bæredygtigt fokus, og det er gæsternes garanti for en miljøindsats, der skal sikre gode oplevelser i bæredygtige rammer.

”Vi er enormt stolte af, at alle vores overnatningssteder er blevet Green Key-certificerede. På tværs af vores tre overnatningssteder har vi arbejdet målrettet på at forbedre vores klima- og miljøbelastning, og det betaler sig nu med denne certificering,” siger Thomas Buch Tøstesen, der er Hotel Director i Legoland Billund.

Grønne tiltag gennem mange år

Hos Legoland Billund, som også er et populært konferencested, har arbejdet med de grønne tiltag stået på i mange år. Et godt eksempel er, at elforbruget på hotellet fra 2015 til 2019 faldt med 11 procent, fordi belysningen løbende er blevet udskiftet til LED-lys, og fordi ventilations- og køleanlæg er blevet udskiftet med mere energieffektive anlæg.  

Selvom Green Key-certificeringen er i hus, kommer medarbejderne på de tre overnatningssteder ikke til at læne sig tilbage. Green Key-certifikatet stiller store krav til, at Legoland Billund fremadrettet træffer endnu flere miljøbevidste og bæredygtige valg, og giver samtidig virksomheden struktureret og fokuseret tilgang til at kunne udføre dem.

Læs mere om konferencer på Hotel Legoland


?