07.05.2019Møde & Event News

Marienlyst tager prisen som Årets Spa

Marienlyst Strandhotel med Marienlyst Strandspa modtog prisen som ”Årets Spa” ved årets "Danish Beauty Awards" den 26. april.

I januar fejrede Marienlyst Strandspa sin 1-års fødselsdag, og i fredags høstede hotellet frugten af det målrettede arbejde for at nå dertil. Her vandt hotellets spa nemlig prisen for ’Årets Spa’, da skønhedsbranchens årlige prisuddeling Danish Beauty Awards blev afholdt i Tivoli Congress Center i København.

Danish Beauty Awards uddeles årligt til året bedste skønhedsprodukter, behandlinger og steder, og det var i år den 13. gang at arrangementet løb af stablen. Marienlyst Strandhotel har de seneste år været igennem en gennemgribende renovation, og i januar 2018 kunne de præsentere deres nye satsning - Marienlyst Strandspa, som siden sin start har været en stor succes. Strandspaen kunne allerede efter første leveår melde om 50.000 besøgende.

Den lyse, nordiske stil er rettesnor

”Vi har været på en lang, hård og spændende rejse for at nå hertil, og der er tænkt over alle detaljer i vores fantastiske spa, som vi er meget stolte af. Vi er så taknemmelige for den modtagelse og opbakning, som Strandspaen har fået og den store anerkendelse, vi nu har modtaget fra Danish Beauty Awards. Det er en kæmpe ære for os at modtage denne fine pris, som jo uden tvivl er den fornemmeste hyldest,” siger Gita Grauslund, der er Spachef på Marienlyst Strandspa og som har været med hele vejen.

Marienlyst Strandspa er skabt med et æstetisk touch og med den lyse, nordiske stil for øje og er placeret med udsigt til Kronborg og Øresund – det var netop også disse egenskaber kombineret med nogle helt unikke behandlingstilbud, der lå til grund for, at prisen gik til Marienlyst Strandhotels Strandspa.

Stærkt felt af konkurrenter til prisen

Marienlyst Strandhotel var i kategorien ’Årets Spa´ oppe mod blandt andre spahoteller som: Nimb, Hotel Vejlefjord, Himmerland Golf og Spa, og Kurhotel Skodsborg.

Se mere om Marienlyst Strandhotel


?