10.10.2021Møde & Event News

Ny direktør i Horesta

Horestas nye direktør Jannick Nytoft kommer fra ejendomsbranchen.

Jannick Nytoft er ansat som administrerende direktør i Horesta. Han afløser Katia K. Østergaard, der har stået i spidsen for organisationen gennem 11 år. Jannick Nytoft er 49 år og har gennem de seneste fire år været administrerende direktør i EjendomDanmark.

Horestas nye frontfigur er oprindeligt uddannet cand.scient.pol. og har en lang karriere bag sig med ledende stillinger i organisationer, der arbejder med politisk interessevaretagelse og medlemsrådgivning. Inden EjendomDanmark har han blandt andet været ansat i PenSam, DI Plastindustrien og DVCA - Danish Venture Capital and Private Equity Association.

Jannick Nytoft har tidligere været politisk aktiv og var viceborgmester i Albertslund Kommune fra 2001 til 2006.

Nu ser han frem til at skulle arbejde for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, når han tiltræder som direktør i Horesta fra den 1. januar 2022.

”Med en årlig omsætning på 139 milliarder kroner - heraf eksportindtægter for 60 milliarder fra udenlandske turister – har hotel-, restaurant- og turisterhvervet allerede i dag stor betydning for samfundsøkonomien, og denne betydning vil vokse år for år,” siger Jannick Nytoft.

”Det er afgørende, at politikerne forstår de vækstmuligheder, erhvervet rummer, og vælger at udnytte dem. Derfor er der brug for en stærk brancheorganisation, der bliver lyttet til på Christiansborg,” siger den nye direktør.


?