23.11.2020Møde & Event News

Ny HORESTA-analyse: Flere afskedigelser på vej

40% af hoteller og restauranter forventer at nedlægge stillinger. 

En ny medlemsanalyse i HORESTA tydeliggør, at trods 20% færre ansatte i branchen end sidste år på denne tid, svarende til 35.000 stillinger, vil der komme flere afskedigelser i de kommende måneder. ”Lukkede grænser, restriktioner og manglende udbetaling af hjælpepakker gør, at likviditeten er udfordret i mange af erhvervets virksomheder.

Efterspørgslen og omsætningen kan ikke dække de basale udgifter i den nuværende situation, og derfor ser vi mange virksomheder, der må nedbringe virksomhedens udgifter gennem tredje og fjerde fyringsrunde siden krisens udbrud," fortæller Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Stor frygt for permanent lukning
Af HORESTAs nye analyse fremgår det, at 22% af virksomhederne frygter, at deres forretning er i fare for permanent lukning som følge af corona. Værst står det til for overnatningsstederne i København, hvor 39% frygter at måtte dreje nøglen om.

”Gennem hele krisen har Københavns hoteller været enormt hårdt ramte, da de mange udenlandske gæster er blevet væk. Desuden ser vi et møde- og konferencesegment, som er utroligt presset, da forretnings- og erhvervsturismen mange steder står helt stille. Der er stadig et stort behov for, at man politisk stiller skarpt på de virksomheder, der ikke får den nødvendige hjælp, hvis vi også vil have et stærkt turisme- og oplevelseserhverv på den anden side af denne krise - og bevare så mange danske arbejdspladser som overhovedet muligt,” siger Kirsten Munch.

Læs mere om HORESTA

Se HORESTA-analysen


?