07.01.2019Møde & Event News

Ny hotelsherif til Hotel GUESTapart

Direktør Jeanette Damsholt har netop ansat Niels Bonkegaard i stillingen, som hotelchef for det nye hotel og koncept GUESTapart/aarhus i Skejby.

Når Hotel GUESTapart slår dørene op i foråret 2019 bliver det med Niels Bonkegaard i sadlen. Han har solid erfaring fra hotelbranchen, hvor han senest har stået i spidsen for Helnan Phønix Hotel i Aalborg og tidligere arbejdet som blandt andet Operation- & Revenue Manager på First Hotels i Jylland og på Fyn.

Også konferencefaciliteter

"Det er især én ting, der har været afgørende for ansættelsen af Niels Bonkegaard. ”Niels har en stor faglig viden, og så har han ikke mindst en fantastisk personlighed - et højt drive og god humor. Hans fokus på revenue management og salgserfaring, samt gode værdier og lederegenskaber, gør ham den helt rette til stillingen. Jeg glæder mig rigtig meget til vores samarbejde,” siger direktør Jeanette Damsholt.

Hotel GUESTapart er det første hotel i Jylland, som tilbyder hotellejligheder – såkaldte service apartments – hvor gæsterne bor på værelser/lejligheder med eget køkken og med en indretning som minder om et hjem. Det er bl.a. det nye koncept og den særlige gæsteoplevelse, der har appelleret til Niels Bonkegaard. Der bliver også en konferenceafdeling på hotellet, som i øvrigt skal have ansat medarbejdere netop nu.

20 stillinger skal besættes

”Vi skal selvfølgelig have fundet mange flere stjerner til holdet. Der skal både ansættes personale til café, konferencen, rengøring og klargøring mv. Vi har allerede fået mange henvendelser, og vi kan mærke, at interessen er rigtig stor. Det er dygtige folk, der søger til os - og det skal de også være,” siger Jeanette Damsholt.

Blandt andre er jagten på hotellets køkkenchef – eller gastromaster – som stillingen hedder hos GUESTapart/aarhus, i fuld gang. Gastromasteren skal indgå i ledelsesteam med hotelsherif Niels Bonkegaard og direktør Jeanette Damsholt.

Se mere om Hotel GUESTapart


?