26.09.2019Møde & Event News

Ny madminister i Tivoli

Jakob Volquards Harreby er ansat som General Manager for F&B. Han får ansvar for Tivolis egne spisesteder, barer, boder m.v.

Tivoli har ansat Jakob Volquards Harreby, 38 år, fra København som ny General Manager for Food & Beverage (F&B), hvor han får det overordnede ansvar for Tivolis egne restauranter, caféer, fastfood, barer, isboder, slikboder og konditorier. Han tiltræder den 1. oktober 2019.

Tivolis DNA

Tivolis direktør Lars Liebst siger: ”Vi ser frem til samarbejdet med Jakob, og jeg er sikker på, at han med sikker hånd kan realisere Tivolis fremtidige visioner på det gastronomiske område, der om noget er en del af Tivolis DNA.”

Jakob Volquards Harreby er uddannet Cand.merc, SCM fra CBS i 2009. Han har en lang, bred erfaring indenfor F&B. Han har arbejdet på mange niveauer og med en række forskellige forretningstyper, herunder bagerier, cafeer, delier, bryggerier, vinbutikker og restauranter. Jakob har solid erfaring med at åbne og drive mange butiksenheder og han kommer senest fra en stilling som Distriktschef for Lagkagehuset.

Traditionens vogter - med mod på fornyelser

Tidligere har han været beskæftiget hos en lang række andre F&B enheder blandt andet Meyers Deli & Bageri samt Nørrebro Bryghus. Om sin nye opgave i Tivoli siger Jakob Volquards Harreby,: ”Gennem min karriere har jeg bl.a. arbejdet med bryggerier, bagerier og restauranter og sætter pris på, at traditioner og fornyelser går hånd i hånd. Det gør mig stolt at skulle være med til at skabe noget, som rigtig mange mennesker får gavn og glæde af. Tivoli er for alle og vi skal kunne levere alt fra bæredygtig mad, velsmagende fastfood til festmiddagen i verdensklasse. Jeg trives med at have mange bolde i luften og glæder mig til at gå i gang med opgaverne i samarbejde med de mange kompetente kollegaer i Tivoli.”

Se mere om møder og konferencer i Tivoli


?