10.08.2020Møde & Event News

Nyborg Strand tager atter imod gæster

Hotellet har tabt op til 65 millioner kroner på at være nedlukket siden 18. marts.

Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter er med 1.350 senge og 95 konferencelokaler Vestdanmarks største hotel. Fra i torsdags summer der igen af liv på hotellet efter en mere end fire måneder lang nedlukning som følge af COVID-19-pandemien.

Det er dog ikke gæster til konferencer og seminarer, der vil være de første til at tage det nymalede hotel i brug. Det hænger sammen med, at åbningen finder sted midt i højsæsonen, hvor erhvervslivet holder ferie, og samtidig er der også forsamlingsforbuddet og det tilhørende afstandskrav, der vil gøre det udfordrende at afholde store arrangementer.

“Det er weekendgæster og miniferiegæster. Danskere primært. Og så er det gamle venner af huset,” fortæller hoteldirektør Jan Grimstrup Larsen til TV 2/Fyn.

Hotel Nyborg Strand har valgt at gøre brug af regeringens lønkompensationspakke, men på trods heraf, har man stadig haft en lønudgift på tre millioner kroner om måneden, og samlet forventer hotellet at tabe et sted mellem 60 og 65 millioner kroner på nedlukningen. Derfor sætter hoteldirektøren sin lid til, at konferencemarkedet vil vende tilbage i de kommende måneder. Bookingerne for oktober er næsten på niveau med forventningerne, og omsætningsnedgangen i august forventes at blive mellem 60 og 65 procent, mens september vil være lidt bedre med en tilbagegang på “kun” 50 procent i omsætningen.

De seneste ugers medieomtale af stigende smitte i andre europæiske lande lægger dog en dæmper på optimismen i forhold til lempelser i forsamlingsforbuddet og afstandskravene. “Med de signaler, vi får fra udlandet nu, kan jeg godt frygte, at de to kvadratmeter får lov at bestå. Jeg håber det ikke. Jeg håber, vi får lov at øge antallet, og at der bliver lempet noget på restriktionerne,” siger Jan Grimstrup Larsen.

Læs mere om Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter


?