25.08.2021Møde & Event News

Nyt 5-stjernet hotel i København

”Ørkenfortet” er rammen om internationale NH Collections første hotel i Norden.

Ørkenfortet er det uofficielle navn på den store ejendom ved Knippelsbro på Christianshavn i København, som gennem mange år husede Nordeas danske hovedkvarter og oprindeligt blev bygget til B&W. Nordea fraflyttede bygningen for flere år siden, og nu genopstår Ørkenfortet som et 5-stjernet hotel.

Det er den internationale hotelkoncern NH Collection, som 1. september slår dørene op for NH Collection Copenhagen, der er koncernens første hotel i Norden. Du kan også møde NH Collection Copenhagen på Møde & Eventmessen.

Direktør for NH Collection Copenhagen er Anders Duelund, som tidligere har været hoteldirektør i andre internationale koncerner og har stor erfaring i branchen.

”Vi bliver et blandt få 5-stjernede hoteller i København, og den 5-stjernede hoteloplevelse bliver noget gæsterne vil kunne mærke fra det øjeblik de ankommer. Vi har også stor fokus på at skabe et rum for københavnerne, hvor de kan opleve nye restaurantkoncepter - et sted hvor de kan sidde at arbejde, holde møder og nyde den skønne havnefront,” fortæller Anders Duelund.

394 værelser
Det nye hotel tilbyder 394 værelser og suiter fra Superior Double til Presidential Suite, to restauranter, morgenmadsrestaurant, hotelbar, loungeområde, 900 m2 til events og konferencer, parkering, fitnessfaciliteter og yogarum, direkte adgang til havnefronten og meget mere.

”Denne bygning gav os en unik mulighed, der lever op til de rammer og den filosofi, som NH Collection driver sine hoteller under. Beliggenheden er den bedste i København med kort afstand til alle byens vartegn, kulturelle tilbud, shopping, og ikke mindst det unikke Christianshavn, uanset om du er gående, tager havnebussen eller metro,” fortsætter Anders Duelund.

ATP Ejendomme, Akitema Architects og Henning Larsen Architects står bag ombygningen. Bygningens facade er blevet gennemgående renoveret med respekt for arkitekt Palle Suenson originale design med rene former og lige linjer.

En stor del af betonkonstruktionen er bevaret, og bæredygtighed er et vigtigt element for byggeriet og selve hotellet. Derfor er facadestenene blandt andet støbt af materialerne fra den indvendige nedrivning og formet til nye sten i samme look som de tidligere. Øverst er der tilføjet en ny etage af panoramavinduer, som giver en ekstraordinær udsigt over byen.

Mød NH Collection Copenhagen på Stand 348 på Møde & Eventmessen.

Læs mere om NH Collection Copenhagen


?