10.09.2018Møde & Event News

Nyt erfa-forum for mødeplanlæggere

"Kaffepausen" er både en professionel blog og et virtuelt rum, hvor du kan slappe af, få gode råd og dele erfaringer med andre mødeplanlæggere.

Tina Pearson fra firmaet "NemTilmeld" har skabt et helt nyt pusterum til dig som mødeplanlægger. I navnet "Kaffepausen" ligger, at du kan nå at læse de nyeste indlæg eller se de nyeste kommentarer og ideer på den tid, det tager at drikke en kop kaffe.

Et fællesskab for dig som mødeplanlægger

"Kaffepausen er et fællesskab, som gør, at du ikke længere er alene om tvivl, ideer eller mangel på samme. Det er et sted, hvor interessenterne kan dele både succeser og fiaskoer. Et sted til dig, der har en hektisk hverdag og gerne vil have lette og brugbare råd, som du nemt kan tage med dig i dit næste arrangement," siger Tina Pearson. Hun har selv en lang erfaring fra branchen og glæder sig til at dele sin begejstring for at lære og blive bedre hele tiden.

"Jeg ved, at det for mig især her i starten handler om at opbygge tillid til bloggens læsere og Facebook-gruppens medlemmer," siger Tina Pearson. "Folk skal jo forstå, at historierne er ægte, og at der ikke ligger en skjult agenda bag mine budskaber. Det er min mission at være med til at skabe bedre arrangementer, som andre kan være stolte af. Jo bedre arrangementerne er, jo flere kommer der af dem," ræssonerer Tina Pearson.

Mødeplanlæggere er ofte alene

Tina Pearson ved af egen erfaring og ved at tale med mødeplanlæggere, at man ofte sidder alene både med tankerne forinden og såmænd også med succeserne bagefter, som man måske gerne vil dele med nogen. Det samme gælder de fejl, som man ærger sig over. Dem kender Tina udmærket fra sig selv. Hun ved også, at de hører med, og at det bliver lidt nemmere og mere succesfuldt, hvis man også deles om det, som kunne have været gjort bedre. "Hvis man sidder alene med både tvivl og ærgrelser og er den eneste, der stadig glæder sig over succesen, så kan man godt tabe pusten lidt med tiden," siger hun.

I sidste ende er det et møde mellem mennesker

"Gruppen må gerne dele erfaringer både i forhold til professionelle og private arrangementer. Man kan nemlig sagtens overføre måder og ideer fra den ene type af arrangementer til den anden," siger Tina Pearson. "Begge dele er jo møder mellem mennesker. Og i begge tilfælde skal man skabe et spændende indhold og huske alle de vigtige informationer og praktiske ting, som viser, at man gør sig umage og har tænkt på "det hele" - også den personlige relation, som måske vises ved, at man står i døren og byder velkommen til alle gæster."

Gå til Kaffepausens blog

Gå videre til Kaffepausens Facebook-gruppe


?