22.10.2019Møde & Event News

Nyt hotel på Papirøen

Hotellet opføres midt i et nyt kulturcentrum med butikker, cafeer, restauranter samt kulturliv i øvrigt.

"Dette projekt er en af vores mest alsidige opgaver nogensinde, og vi har bragt alle vores faglige og innovative kompetencer inden for fundering, råhus og byggeri grundigt i spil. Ambitionerne er høje hos både arkitekt og bygherrer, og nu glæder vi os til at omsætte visionerne til virkelighed," siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark. NCC har i projekteringen bidraget med at løse den logistiske udfordring i at etablere byggeplads på en ø midt i byen.

Fra papirlager til attraktivt byrum

Udviklingen af Papirøen har været undervejs siden 2012, hvor Den Danske Presses Fællesindkøb flyttede fra øen efter at have brugt den til avispapirlager i 50 år. Den centralt beliggende, opdæmmede holm har igennem flere år været et populært udflugtssted, især da den husede Copenhagen Street Food, der i en periode var københavnernes foretrukne madmarked.

Arkitektfirmaet COBE står bag helhedsplanen for området. Ideen er at skabe et indbydende og uformelt værested til socialt samvær og kultur, og derfor indgår et nyt madmarked også i planen. Projektet består af en gruppe bygninger i forskellige højde og forløb, men med et ensartet arkitektonisk udtryk med skrånende facader. Bygningerne omkranser et indre grønt byrum og rundt i hele periferien af øen kommer en bred promenade og træbrygge mod vandet.

Klar i 2024

Partnere i projektet er foruden Arkitektfirmaet COBE, rådgivende ingeniører MOE og landskabsarkitekt Inside Outside. Bag projektet står Udviklingsselskabet CØ P/S. Byggeriet går i gang i 2020 og forventes færdigt i 2024. Kilde: Dagens Byggeri.

Se mere om det nye projekt på Papirøen


?