10.10.2018Møde & Event News

Nyt træfpunkt for mødeplanlæggere

Meeting Live Vest 2018 er den første messe for møder og events i Vestdanmark - med over 100 udstillere, stærke foredrag og best practise cases.

Meeting Live Vest 2018 er den første messe for møder og events, som afholdes i Vestdanmark. Hele dagen den 13. november vil der være udstillere og foredrag i Messe C, Fredericia (foto). Udstillere og gæster kommer fra hele landet, men naturligvis ekstra talstærkt fra Jylland og Fyn, når dette nye træfpunkt for mødeplanlæggere folder sig ud med repræsentation fra nogle af landets største og bedste mødesteder, eventudbydere og øvrige leverandører til mødebranchen. Kursuslex er arrangøren bag denne nye messe.

Målet med messen

Målet med messen er at øge resultaterne af møder og konferencer ved at skabe større glæde og motivation hos deltagerne ved det enkelte møde. Mange mødeplanlæggere benytter de samme mødesteder fra gang til gang. Ofte på grund af manglende kendskab til alternativerne eller manglende tryghed ved at prøve noget nyt. Ud over de udstillende mødesteder vil der på Meeting Live Vest være udbydere, som viser det nyeste inden for foredrag, forretningsrejser, events, av-udstyr og flere andre områder af relevans for mødebusiness.

Inspirerende cases og foredrag

De over 100 udstillere vil blandt andet vise ”Best Case Practises”, og hovedscenen i udstillingsområdet vil i løbet af dagen fyldes med Key Note Speakere og foredrag med fokus på at skabe, bevare og forny opmærksomhed, sådan at møder og konferencer giver det fulde udbytte på den mest interessante og involverende måde. Blandt andre vil innovatør og filminstruktør Søren Fauli inspirere både udstillere og gæster.

Flere jyske møder mod nord

”Der har aldrig før været afholdt den slags messer i Jylland. Med deltagelsen på messen i Jylland håber vi at få nye mødeplanlæggeres opmærksomhed i forhold til at lægge møder og konferencer her i Aalborg,” siger møde- og kongreschef Tanja Markussen fra AKKC til Kursuslex. "For selv om, man er hurtigt fremme med fly fra København, så er den mentale afstand fra andre områder af Jylland måske kortere. Selv om det er min erfaring, at når først mødedeltagere har prøvet at flyve over fra København, så mærker de, hvor hurtigt og billigt, det rent faktisk er."

Deltagelse på messen er gratis for møde- og eventplanlæggere, som køres til Messe C i messebusser fra Aalborg, Aarhus, Vejle, Odense og København.

Se mere om Meeting Live Vest


?