08.12.2020Møde & Event News

Passioneret, bæredygtig kok overtager ansvaret i Søhusets køkken

Ny F&B Manager siger farvel til livet som selvstændig.

Kokken Rasmus Kjær skal stå i spidsen for videreudviklingen af Søhusets gastronomiske profil, som ansvarlig for al forplejning i forbindelse med møder, konferencer og events samt for Søhusets daglige frokostgæster fra DTU Science Park.

48-årige Rasmus Kjær har været kok i over to årtier, heraf mange år som selvstændig. Han har drevet flere restauranter, blandt andet Skovshoved Hotel og Krogs Fiskerestaurant. Han har også drevet take away-steder, haft en smørrebrødsrestaurant på Kgs. Nytorv og senest været kreativ køkkenchef for Coor. Han blev Årets Kok i 2002 og vandt DM i smørrebrød i 2013.

Bæredygtighed på flere niveauer
Rasmus Kjær mener, der ligger et stort ansvar i at tænke bæredygtighed hele vejen rundt i de store køkkener. I Rasmus’ optik handler det om økologi og om at have et tæt samarbejde med de lokale producenter, men også om at udfordre køkkenet i at bruge hele råvaren for at mindske madspild, uden at gå på kompromis med smagsoplevelsen.

”Maden er en stor del af den oplevelse, gæsterne tager med hjem. Det skal fortsat være gastronomiske nybrud, vi tilbyder Søhusets gæster, og jeg går til opgaven med nysgerrighed, for jeg elsker at udfordre mig selv med nye koncepter og smagsoplevelser,” fortæller Rasmus Kjær. Han lover, at Søhusets gæster kan forvente flere grønne alternativer på menuen samt retter med neurogastronomiens multisensoriske principper in mente for at skabe den fuldendte madoplevelse. Søhusets Director of Conference Christina Wejlemann er super glad for at kunne præsentere den selvstændige kok, som ny F&B Manager:

”Vi glæder os til at få sat spot på Søhuset som gastronomisk ledestjerne indenfor smag, kvalitet og bæredygtighed. Rasmus kommer med enorm erfaring, og jeg har stor tillid til, at han vil inspirere og udfordre os. Det er vigtigt, at vi konstant udvikler os, særligt på bæredygtighedsområdet, hvor der sker en rivende udvikling”. Rasmus Kjær overtager stillingen fra Michael Gyllinge, som har været ansvarlig for Søhusets gastronomiske profil de sidste 5 år. Michael stoppede i Søhuset, da han skulle flytte til Jylland.

Læs mere om Søhuset


?