10.09.2018Møde & Event News

Rigmand vil bygge ny by med konferencehotel

Milliardæren vil bygge Vesteuropas højeste bygning i den fremtidsby, der skal hedde "Bestseller Village & Tower" i det midtjyske.

Nogle bygger nye hoteller, andre bygger helt nye byer. Bestseller vil lave sin egen by, som blandt andet skal byde på et møde- og konferencehotel og det, der kan blive Vesteuropas højeste bygning. Højhuset bliver omdrejningspunktet i en Bestseller-by, der vil svare til 88 fodboldbaner i størrelse. Det er ikke første gang Anders Holch Povlsen, som er én af landets rigeste, blander sig i infrastrukturen. Milliardæren har tidligere betalt for at flytte kommunal vej væk fra sit gods.

Village & Tower

Manden bag firmaet Bestseller vil fra 2019 opføre Bestseller Village & Tower i midtjyske Brande, hvor koncernen har hovedkvarter. Byen skal rumme omkring 60 butikker, boliger, hotel- og konferencecenter, kontorlokaler, caféer, restauranter, uddannelsesinstitutioner, legepladser, cykelstier og en tankstation.

Ifølge Finans.dk arbejder Bestseller på at lave en skyskraber på 317 meter i den nye by. Det er planen at lave en udsigtsplatform i toppen af højhuset, hvorfra det skal være muligt at kigge til byer som Jelling og Horsens.

Bestseller betaler for hele byen

Udover skyskraberen er det planen at opføre en bygning på op til 75 meter, to på 50 meter og én på 40 meter. Hvis alt går efter planen, er projektet vedtaget af kommunen i december og kan påbegyndes i 2019.

Bestseller betaler for hele den nye by, men vil ikke oplyse den estimerede pris på projektet. Dog deler Bestseller og Ikast-Brande Kommune udgifterne til en ny vejadgang til det store område, hvor byen skal ligge. Bestseller og kommunen forhandler om fordelingen af udgifterne til dette. Kilde: Finans.dk

Læs mere om Bestseller


?