13.01.2020Møde & Event News

Royal Stage er åbnet

3.017 siddepladser, VIP-lounge, VW Hillerød Lounge på 300 m2, 9 skybokse med direkte udsigt til opvisningshallen - og 55 publikumstoiletter!

Efter 6 års arbejde åbnede Nordsjællands nye arena 'Royal Stage' den 7. januar: "Med bygningen på 8.800 kvadratmeter får vi - og Nordsjælland - nogle helt nye muligheder: Vi bliver løftet en liga op og kan nu rumme koncerter, kongresser og andre arrangementer, som ikke tidligere har været muligt at tilbyde i Nordsjælland," sagde direktør Carsten Larsen ved åbningen.

Fleksibiliteten er stor. Det oplevede de 500 indbudte gæster fra politik, kultur, erhvervsliv og sport, da tæppet blev trukket til side, og de kunne gå ind i en anden del af arenaen, hvor et kæmpe vægbillede af Frederiksborg Slot gav illusion af, at man spiste i slottets have. Med 14 meter til loftet, en flytbar rig og et gulv, der er stærkt nok til biler, er mulighederne mange i den nye arena. Der er 1 GB fiberforbindelse til TV-stationer, som kan sende live fra arenaen. En virksomhed kan også udnytte teknologien og for eksempel livestreame et møde til firmaets adresser verden over.

2.000 til møde, spisning og koncert

Royal Stage er bygget sammen med FrederiksborgCentret, som startede med Frederiksborghallen for 53 år siden – og i anledning af den nye arena er det hele omdøbt til Royal Stage. Royal Stage er det eneste sted i Nordsjælland, der kan rumme 2.000 deltagere i en kongres med mulighed for at holde kongressen i arenaen og spise i en anden del af huset.3 dage efter åbningen viste Royal Stage sin store fleksibilitet, da navnesponsoren Royal Unibrew holdt årsmøde med 2.000 deltagere til møde, spisning og koncert.

Se mere om Royal Stage


?