08.03.2021Møde & Event News

Sinatur vinder EU’s Miljøpris 2020

Sinatur Hotel & Konference hædres for at føre ambitiøs bæredygtighedsstrategi ud i livet.

Bæredygtighed har gennem flere år stået højt på dagsordenen hos Sinatur Hotel & Konference. Det udløser nu en prestigefyldt miljøpris til hotelkæden. Sinatur er blevet tildelt EU’s miljøpris i kategorien Miljømanagement for implementering af en omfattende bæredygtighedsstrategi.

EU har siden 1987 uddelt miljøpriser til både private og offentlige virksomheder og organisationer, der arbejder med projekter, som fremmer innovative og bæredygtige løsninger og initiativer.

Miljøpriserne uddeles hvert andet år i tre forskellige kategorier: Bæredygtige processer, Miljømanagement samt Bæredygtige produkter og services.

Frontløber for grøn rejse
Sinatur Hotel & Konference tildeles prisen for Miljømanagement for implementering af en meget omfattende bæredygtighedsstrategi. ”Vi er stolte af, at vi som virksomhed har formået at være frontløbere på den grønne rejse, som mange først for nylig har taget hul på. Naturen er og har altid været en vigtig del af den oplevelse, vi tilbyder, og derfor ligger det os meget på sinde at passe på den og drive hoteller på naturens præmisser,” siger Claus Nielsen, hoteldirektør på Frederiksdal Sinatur Hotel & Konference.

En bred indsats
Sinaturs strategi for bæredygtighed omfatter alt fra certificeret klimaregnskab for hele virksomhedens værdikæde, bæredygtig indkøbspolitik og leverandørsamarbejde til solpaneler og strøm fra egen vindmølle og drift af egen skov.

Hotelkæden inddrager også bæredygtighedsambassadører via appen ”Grøn Sinatur”, ligesom man arbejder målrettet med formidling til kunder og øvrige netværk.

”Miljøprisen er i den grad et lyspunkt i en tid, der er særlig hård for vores branche, hvor nedlukkede hoteller og restauranter har været hverdag i alt for lang tid. Det sætter heldigvis ikke en stopper for vores bæredygtige arbejde – og en pris som denne giver os blot ekstra motivation til at fortsætte rejsen og det ambitiøse arbejde med Sinaturs 2030-mål,” siger Claus Nielsen.

Se alle Sinatur hotellerne


?