19.10.2020Møde & Event News

Small Danish Hotels opruster

Klassisk landevejskro og bornholmsk helårshotel er optaget i samarbejdet.

Landevejskroen Låsby Kro og det familiedrevne Hotel Allinge er trådt ind i Small Danish Hotels, der omfatter kroer, hoteller samt slotte- og herregårde i hele Danmark.

Med Låsby Kro sætter kæden endnu en brik på hotelkortet i Østjylland. Låsby Kro bærer kongekroen og kan dateres helt tilbage til 1870, men selv om nostalgien er bevaret, har kroen været underlagt flere renoveringer gennem tiden. Den ligger i smørhullet af Danmarks måske smukkeste natur med søer, skove og ”bjerge” mellem Silkeborg og Århus. Kroen i Søhøjlandet rummer 45 værelser og selskabs- og mødefaciliteter med plads til op til 100 kursusdeltagere. Den er et stærkt match til dem, der både søger den uspolerede natur, sublime outdoor- og cykelomgivelser og hurtig adgang til storbyoplevelser - og til mødeplanlæggere på jagt efter et sted med charme, lette adgangsforhold, unik beliggenhed, og god service.

Det familiedrevne Hotel Allinge på Bornholm er også optaget i kæden, der dermed er repræsenteret i en af de smukkeste kystbyer på den nordlige del af klippeøen. Stedet tapper lige ind i efterspørgslen på ægte bornholmerhygge, nærheden til natur og nem adgang til øens mange unikke oplevelser. Havnen ligger et stenkast derfra, stranden og de klassiske bornholmske klipper ligeså. Byens forretninger, caféliv, røgerier og restauranter er i gåafstand. Og som ekstra gevinst ligger Hotel Allinge lige i smørhullet, når Danmarks største politiske arrangement, Folkemødet løber af stablen.

Hotel Allinge rummer 55 værelser og har rødder helt tilbage til 1600-tallet. Bygningerne har oprindelig været en købmandsgård.

Læs mere om Laasby Kro

Læs mere om Hotel Allinge


?