25.05.2021Møde & Event News

Stor interesse for åbent hus i København

76 hoteller og mødesteder deltog i åbent hus-arrangement for mødebookere.

Wonderful Copenhagen  glæder sig over den positive modtagelse, som den landsdækkende kampagne ”Lad os mødes på ny i København”, der har løbet over de seneste fire uger og kulminerede med åbent hus for mødebookere og virksomheder hos et stort antal hoteller og mødevenues i hovedstadsregionen i sidste uge, har fået.

Hele 76 virksomheder fra hovedstadens mødebranche deltog i åbent hus-arrangementet, hvor de havde mulighed for at vise deres mødeprodukter frem til potentielle kunder.

”Kampagnen er gået rigtigt godt og har haft god tilslutning fra 76 partnere i en periode, hvor mødebranchen har det svært. Det vigtige for os har været at signalere, at København er åben og klar til at mødes igen i trygge rammer og med nye tiltag tilpasset en ny virkelighed - og det er lykkedes,” siger Tine Kastrup-Misir, marketing- og kommunikationsdirektør i Wonderful Copenhagen.

Tilfredshed i BC Hospitality Group
Blandt de mange hoteller og mødesteder, som var med i kampagnen, var BC Hospitality Group, der både holdt åbent hus i Bella Center, på Crowne Plaza Copenhagen Towers og på Copenhagen Marriott Hotel.

”Det er virkeligt dejligt med den store interesse for vores venues, og vi har glædet os til at vise de tre brands frem igen. Vi havde 130 tilmeldinger til de tre arrangementer, det er vi meget tilfredse med,” siger Karen Østerbye, pressechef i BC Hospitality Group.

Det var ikke kun de veletablerede mødesteder, der inviterede potentielle kunderne ind til åbent hus. Blandt andre Out Of Office Copenhagen, der åbnede sidste sommer, mens krisen var i fuld gang, fik også vist faciliteterne frem for mødebookere.

”Som et nyetableret venue har vi glædet os og set frem til disse dage, hvor vi igen kan invitere gæster indenfor. Med plads til 50 gæster er vi en lille spiller, til gengæld har man altid stedet for sig selv og deler ikke faciliteter med andre end dem, man selv har inviteret,” siger Didde Steinmann, Customer Relations- & Creative Director.

Fokus på det danske marked
Wonderful Copenhagen har som følge af coronakrisen valgt også at fokusere på det danske marked de kommende år, hvilket er nyt for organisationen.

”Vi i kommer til at være til stede på det nationale marked de kommende år, så det arbejder vi med på flere fronter. I øjeblikket er vi blandt andet i gang med at udvikle nyt koncept for marketing på det danske marked, og i denne uge kører vi en inspirationstur for danske mødebookere på besøg i København og Helsingør,” siger Tine Kastrup-Misir.

Det internationale marked er dog også fortsat et fokusområde for Wonderful Copenhagen.

”Vi forbereder samtidig en række salgsaktiviteter til det internationale marked og kigger løbende på restriktionerne i de forskellige lande for at vurdere, hvornår det giver mening at iværksætte en kampagne.  Samtidig kører vi  med eksempelvis virtuelle workshops og salgsmøder for at holde København top of mind hos de internationale kunder,” siger Tine Kastrup-Misir.


?