29.03.2021Møde & Event News

Stor konferencesal klar før tid

FÆNGSLET i Horsens får 1. september ny konferencesal med plads til 800 gæster.

Byggeriet af en ny konferencesal i FÆNGSLET i Horsens er skredet så hurtigt frem, at salen står klar til brug tre måneder tidligere end ventet. Den 1. september kan FÆNGSLET byde de første gæster velkommen i den nye sal med navnet Vestsalen.

"Det er helt fantastisk, at Vestsalen står færdig før tid, for vi kan næste ikke vente med at tage den i brug," siger FÆNGSLETs direktør Astrid Søes Poulsen.

Vestsalen bliver en multianvendelig sal med en usædvanlig arkitektur, som skabes ved at erstatte FÆNGSLETs vestlige fløj med en transparent boks og samtidig overdække indergården med et glastag.

Den 1.200 kvadratmeter store sal vil kunne rumme op imod 800 gæster. Samtidig bliver salen fleksibel og kan deles op i to, så den er anvendelig til en bred vifte af arrangementer.

"Med Vestsalen får FÆNGSLET og byen et venue i verdensklasse, der med sin fleksibilitet muliggør en helt ny række af events - lige fra koncerter og tv-produktioner til møder og konferencer," siger Astrid Søes Poulsen.

Se mere om FÆNGSLET i Horsens


?