10.11.2020Møde & Event News

Zleep Hotels hviler ikke på laurbærrene

Ekspansion i Lyngby, Glostrup og udlandet trods nedgang i branchen.

Zleep Hotels har ikke skruet ned for vækstmålene, og med det splinternye hotel Zleep Living i Lyngby, kun 500 meter fra DTU, Danmarks Tekniske Universitet, er der lagt op til gæster med behov for længere ophold.

Hotellet har blandt andet 34 større lejligheder med køkken, så man selv kan kokkerere under opholdet. Parkering er gratis og offentlig transport nemt, mens stueetagen deles med Fitness World. Erhvervsgæster i Glostrupområdet kan også se frem til samme muligheder med Zleep Hotel Glostrup med 133 værelser og en super beliggenhed ved til- og frakørslen til Motorring 3. Åbningsdatoen er dog endnu ikke fastlagt.

Endelig har Zleep Hotels, sammen med dens tyske medejer Deutsche Hospitality, også løftet sløret for endnu to projekter i udlandet; et hotel i Hannover, der forventes at åbne ultimo 2022, og et med adresse i Schweiz nær Zürich Lufthavn med forventet åbning i 2023.


?